Spasticitet er et hyppigt symptom i forbindelse med læsion i centralnervesystemet som i visse tilfælde påvirker udførelse af motoriske funktioner samt livskvalitet. Forskellige opfattelser af spasticitet blandt klinikere og forskere har medført forvirring i forbindelse med begrebet. På baggrund af resultater fra basalforskning og klinisk forskning var formålet med arbejdet i denne afhandling at bidrage til en bedre forståelse af rationalet bag at skelne mellem forskellige elementer af spasticitet, samt at svare på nogle af spørgsmålene i forbindelse med kvantificering af spasticitet.

Afhandlingen opsummerer resultaterne fra fire studier, som havde til formål at kvantificere 1) en spinal mekanisme med relation til spasticitet Post Activation Depression (PAD) som er relevant for udviklingen af hyperrefleksi hos personer med spasticitet 2) forskelle i refleksaktivitet målt klinisk og med en kombineret biomekanisk og elektrofysiologisk metode 3) reliabiliteten og sensitiviteten for en håndholdt biomekanisk metode til at måle spasticitet 4) ændringer i spasticitet efter fysioterapeutiske behandlinger med neurodynamik målt klinisk og med en biomekanisk metode.

Den første del af afhandlingen består af en kort historisk gennemgang af begrebet spasticitet samt de involverede mekanismer. Denne sektion indeholder resultaterne baseret på Studie I, som fokuserer på måling af PAD og det biomekaniske respons på dette elektrofysiologiske fænomen. Studiet viser, at PAD spiller en rolle i patofysiologien bag spasticitet og er en vigtig faktor ved evaluering af refleksaktivitet og muskelstivhed i forbindelse med spasticitet.

Den anden del af afhandlingen fokuserer på adskillelsen af forøget muskelstivhed betinget af forøget refleksaktivitet (aktiv stivhed) og stivhed betinget af strukturelle ændringer i muskler og led (passiv stivhed). Resultaterne fra studie II, som baserer sig på måling med en objektiv elektrofysiologisk / biomekanisk metode, viser at den refleksbetingede stivhed var forøget hos personer med spasticitet. Imidlertid indeholder den kliniske diagnose spasticitet både forandringer i de aktive og passive komponenter af stivhed, og en adskillelse er meget vanskelig med en rutinemæssig klinisk undersøgelse. I studie III viste resultaterne, at målingerne med en håndholdt stivhedsmåler korrelerer godt med målingerne fra en objektiv elektrofysiologisk / biomekanisk målemetode, havde høj intra- og inter-rater reliabilitet og var i stand til at skelne mellem spastiske og raske forsøgsdeltagere, men har nogle praktiske problemer, som ikke gør den anvendelig som et klinisk redskab i den nuværende form.

Den tredje del er baseret på resultaterne fra studie IV. Efter behandling med neurodynamik og Random Passive Movements fandt vi ingen reduktion i stivhed målt med den håndholdte stivhedsmåler eller med et klinisk spasticitetsevalueringsredskab (MAS). Vi fandt signifikant forøgelse af Range Of Motion og reduktion af den subjektivt evaluerede tonus, men ingen parameter viste forskel mellem effekten af de to behandlinger. De kliniske målinger var i høj grad afhængige af, hvorvidt testeren var blindet i forhold til interventionen.

Resultaterne bidrager til en bedre forståelse af involveringen af den spinale mekanisme PAD I forhold til forøget modstand mod passive bevægelser på grund af spasticitet. Problemerne med at skelne aktiv og passiv stivhed blev understreget af resultaterne indeholdt i denne afhandling. Der er behov for yderligere udvikling af objektive klinisk anvendelige målemetoder til at forbedre klinisk spasticitetsmåling. Dette er nødvendigt til at kunne evaluere effekten af antispastiske behandlinger.